Skal du være mor?

Jeg bliver for tiden delagtiggjort i mange søde hemmeligheder – hold nu op, der vil blive født mange stærke sommerbørn i 2016!

Stort TILLYKKE til jer alle – og tak for tilliden, når I spørger mig om råd til, hvad I bør være opmærksomme på.

Jeg har i dette blog-indlæg samlet lidt almen information sammen til jer, og har linket til såvel anbefalinger samt trænings-rutiner som jeg kan bifalde.

Lea-Ann Ellison

 

Hvad må jeg træne?

Min generelle anbefaling går på, at såfremt du har dyrket træning som CrossFit og vægtløftning før du blev gravid, så bliv endelig ved, så længe du kan. Naturligvis gælder reglen om at lytte til din krop som sædvanlig ALTID!

Det er dog ikke når du står med en positiv graviditetstest, at jeg vil anbefale dig at opstarte på en ny hård type fysisk træning. Der er dog intet til hindre for, at du opstarter let til moderat fysisk aktivitet som du ikke tidligere har erfaring med – som fx at gå i svømmehallen, hvilket de fleste syntes er fantastisk i takt med at kroppen bliver tungere.

Som altid er det vigtigt at lytte til din krops signaler! Stop, hvis du oplever smerter eller noget bare ikke føles rigtigt.

 

Fordele ved fysisk aktivitet under din graviditet

Der er mange gode grunde til at opretholde dit fysiske aktivitets-niveau under din graviditet:

  • Langt de fleste oplever, at du kommer langt nemmere gennem såvel graviditet som fødsel, hvis du opretholder dit fysiske aktivitets-niveau under din graviditet.
  • En god grund-form vil gøre det nemmere for dig at klare den øgede belastning på kroppen, og vil forebygge fx rygproblemer.
  • Det bliver desuden nemmere for dig at holde den anbefalede vægtøgning på 10-12 kg. under graviditeten.
  • Selve fødslen sammenligner man ofte med en kraftanstrengelse på linje med et maraton-løb. Jo stærkere og mere udholdende du er, jo nemmere bliver denne præstation for dig.
  • Det bliver endvidere nemmere for dig at komme i gang efter fødslen – og du vil være bedre rustet til at bære rundt på baby og klare dig med mindre søvn end du er vant til.

 

Løber jeg nogen risiko?

Der er mange sejlivede myter om, at fosteret kan tage skade, når du dyrker motion, men der er ingen undersøgelser, der bekræfter, at moderat motion medfører en øget risiko for hverken abort eller fosterskader. Tværtimod har det vist sig, at kvinder der træner gennem graviditeten oplever nemmere fødsler og færre komplikationer under og efter graviditen end kvinder, der ikke træner.

 

Bækkenløsning

Mange spørger mig, om de risikerer bækkenløsning ved at træne. Til dette er svaret nej. ”Bækkenløsning” er desværre en betegnelse, der bliver brugt lidt for skødesløst. En reel bækkenløsning er defineret ved smerter i alle 3 bækkenled (det forreste – symfysen – samt de 2 bagerste SI-led), og bør ikke forveksles med normale graviditetsrelaterede bækkengener. Ved en bækkenløsning skal der tages helt specifikke hensyn, men det er heldigvis fåtallet, der oplever dette.

 

Du er unik!

Husk som altid, at I alle er forskellige! Hvad der er ”korrekt” fra din trænings-veninde i din box eller fra hende du ikke kender IRL på Instagram, kan være ikke er hensigtsmæssigt for dig.

Måske kan hun fortsat sætte PR i snatch frem til sin termin – og du må begrænse din egen aktivitet til korte gåture og vandgymnastik.

Det betyder ikke, at nogen af jer er sejere eller mere ”rigtige” end den anden. Det betyder blot, at vores krop responderer forskelligt på graviditet, hvilket ofte hænger sammen med individuelle biologiske forskelle som du ikke kan gøre det store for at påvirke.

 

Hvad du konkret skal gøre

Det er vigtigt, at du informere mig eller anden behandler om dine omstændigheder, så snart du har kendskab til disse, da der skal tages visse hensyn. F.eks. frarådes manipulationer i det første trimester.

I de sidste 3 måneder af din graviditet skal du undgå at træne dine lige mavemuskler gennem crunches. Dette er for at forebygge en permanent ”rectus diastase” (= delte mavemuskler) efter din graviditet.

Til gengæld vil du have stor gavn af et træne dine skrå mavemuskler for at hjælpe dig under fødslen. Her kan jeg anbefaler dig diverse ”woodchop” øvelser, Pallof press, sidebøjninger og skrå mavebøjninger.

http://www.muscleandfitness.com/workouts/abs-exercises/videos/cable-woodchop

 

”Hvad med min bækkenbund?” spørger du sikkert. Som jer, der er vant til at komme hos mig ved, så oplever jeg lige så ofte at veltrænede kvinder har udfordringer med en overaktiv bækkenbund som en underaktiv. Det vil altid kræve en undersøgelse, at kortlægge om det vil være hensigtsmæssigt, at gå i gang med intensive knibe-øvelser.

 

Relevant læsning:

 

Disclaimer: Rådfør dig altid med din læge eller jordmoder, såfremt du er i tvivl om noget vedr. din specifikke situation.

Nyhedsbrev

Modtag nyhedsbrev fra Physical Movement