Kære talentfulde CrossFit udøver
Vi lever i et lille land med lidt over 5,6 mio. indbyggere. Heraf er det samlet set en relativ lille andel, der har kastet sig over CrossFit. Ud af denne mængde udøvere er det en forsvindende lille promille, der udviser såvel talent som motivation for at komme til at konkurrere i denne sport.
Er du én af dem?
I så fald er du jaget vildt.
Noget af det, der karakteriserer CrossFit, ud fra mit synspunkt, er passionen. Passionen for konstant at blive stærkere, hurtigere og mere udholdende. Dette gælder både omkring ens egen træning samt drivet for at hjælpe andre med at blive bedre.
Dette ér fantastisk!
Jer, der har været en del af danske idræts foreninger i jeres barndom og ungdom, har sikkert genfundet det sociale engagement, som du sjældent finder i et klassisk fitnesscenter.
Desværre kan man dog nogen gange komme til at gøre sine omgivelser en bjørnetjeneste.
Det betyder, at når du bevæger dig ind i en box med en baggrund som måske tidligere gymnast, styrke-/vægtløfter eller atletik-udøver (ja, I har altså en misundelsværdig fordel indenfor CrossFit), bliver du lynhurtigt spottet af en anden CrossFitter/instruktør. Denne kan se et lysende talent i dig, og er derfor parat til at hjælpe dig med at komme i gang med at konkurrere inden for CrossFit – i den aller bedste mening.
Dette er meget prisværdigt. Og desværre meget dumt.
Jeg har efterhånden set alt alt alt for mange meget meget unge CrossFit atleter, der har stillet op i deres første konkurrence inden for et halvt år efter de første gang har entreret en CrossFit box.
Udfaldet er uundgåeligt: Du kommer til skade!
Der er noget der hedder vævets adaptationstid. Det vil sige, hvor hurtigt dit væv tilpasser sig.
Det første område du vil opleve forbedring på ved opstart af træning, vil være på din kondition. Derefter vil dine muskler både blive større og stærkere. Dine knogler bliver også fastere og stærkere. Og på den lange bane gør dine led og sener det også.
På den lange bane. Vi snakker år.
På den korte bane vil du – uanset hvilken genetisk freak du er – overbelaste dine led og sener, hvis du som 18-20-årig nybegynder kaster dig over 3 timers dagligt CrossFit bestående af en (u)skøn blanding af max styrkeløft, vægtløftning og alt for lange WODs.
Dette er en sund og naturlig reaktion.
Din krop siger STOP, når du ikke selv kan styre dine impulser – smider hovedet under armen og følger din velmenende råd fra de personer omkring dig, der sætter dig i gang med at træne efter samme træningsprotokoller som nogle af verdens bedste fuldtids atleter med mange flere års erfaring og forudsætninger end dig…
Det er GODT, at din krop stopper dig, når du kaster dig ud i sådan et vanvids-projekt.
Tro mig, jeg kan sagtens forstå, at du bliver smigret og føler dig som noget udvalgt, når der pludselig er en masse stærke mennesker omkring dig, der øser opmærksomhed og ”gode” råd ud over dig.
Men lad nu det ego blive derhjemme!
Du bliver nødt til at tænke dig om og selv tage ansvar over din egen krop!
Det er jo ikke for sjov, at verdens bedste vægtløftere fra Kina i de første lange tider, udelukkende får lov til at træne med et PVC-rør. Først når teknikken sidder 100 % HVER gang, får de lov til at øge til en 20 kg. stang.
Jeg undrer mig over, hvad der får dig til at tro, at du efter bare et par måneders træning, har gjort dig fortjent til at forsøge at snatche med tunge kg. – og med en forventning om, at din krop kan holde til det uden at du kommer til skade…
Det er jo dømt til at gå galt!
Der skal IKKE gå Jantelov i den. Bestemt ikke.
Men tag nu ansvar – for dig selv og atleterne omkring dig.
Tænk på den lange bane – tænk 3 år frem i tiden:
- Vil du også kunne træne der?
- Vil du gerne kunne passe dit arbejde?
- Vil du gerne kunne komme gennem dagen uden smerter?
(I ved efterhånden, at når jeg stiller spørgsmål, så er der tale om retoriske spørgsmål – svaret er selvfølgelig 3 x stort JA!).
Det vil i bund og grund også være langt federe (og langt mere imponerende), at du har gjort dig fortjent til at deltage i konkurrencerne – og ikke skal gøre det uden at være bange for om kroppen kan holde til det.
Jeg har set alt for mange tilfælde, hvor – ofte meget unge – atleter kommer til mig efter at have været skadet i LANG tid.
Vi får sammen reddet situationen – du bliver skadesfri… Og går direkte ud og genoptager træning med hovedet under armen.
TILLYKKE!
Du har derved vundet et årelangt behandlings forløb, hvor vi kan blive ved med at slukke ildebrande.
I bund og grund kan jeg jo være ligeglad. Jeg lever af jer – og jeg satser også på at holde en god lang ferie på et tidspunkt.
Men sådan forholder det sig jo ikke. Ovenstående er skrevet til jer i den aller bedste mening, og som en appel om, at lade jer inspirerer af andre idrætsformer, hvor man godt kan finde ud af at beskytte talenterne – udvikle en stærk grundform, og lave langsigtede målsætninger.
Frem for at nedbryde de unge talenters fysik. Og ikke mindst motivation.
